Maghrawa
Maghrawa eller Meghrawa (arabisk: المغراويون) var et stort berberstammeforbund i Nordafrika. De var den største gren af Zenata- sammenslutningen.[1] Deres traditionelle territorier omkring tidspunktet for den muslimske ekspansion i Maghreb i det 7. århundrede, var omkring det nuværende nordøstlige Algeriet.[2][3] De regerede dele af det vestlige Maghreb på vegne af Umayyade-kalifatet i Cordoba i slutningen af det 10. århundrede og i første halvdel af det 11. århundrede.
Oprindelse
[redigér | rediger kildetekst]Maghrawas oprindelse er usikker. Ibn 'Abd al-Barr, en forfatter fra det 11. århundrede, hævdede at de ankom til Maghreb i oldtiden.[4] Berbiske forfattere i middelalderen sporede Maghrawas herkomst til en leder ved navn Maghrāw.[4] Ifølge Ibn Khaldun (død 1406) var de i familie med Banu Ifran, Banu Jarawa og Banu Irniya.[4] Adskillige stammer nedstammer fra Maghrawa, herunder Bani bou Said, Bani Ilit (Ilent), Bani Zendak, Bani Urac (Urtezmir, Urtesminn), Bani Urcifan, Bani Laghouat, Bani Righa, Bani Sidi Mansour (Bani Mansour),[5] A. Lahsen,[6] osv.
Maghrawa anses traditionelt for at bebo området mellem Algier, Cherchell, Ténès, Chlef, Miliana og Médéa.[4] Historiske kilder indikerer, at deres hjemland var centreret omkring floden Chélif, i en region sandsynligvis mellem Ouarsenis mod syd, Middelhavet mod nord og Tlemcen mod vest. I antikken nævner skribenterne Plinius den Ældre og Ptolemæus hver en stamme ved navn Macurebi eller Makkhourebi, som nogle forskere har sidestillet med Maghrawa.[7][8] Hvis dette er sandt, gør dette Maghrawa til en af de få berberstammer, der er nævnt i oldgræske og latinske kilder.[7] Plinius angiver at de levede øst for Icosium (det nuværende Algier),[8] mens Ptolemæus placerer nogle af dem langs med, eller øst for Drâa-floden i det nuværende Marokko og andre nær det nuværende Chlef.[8][7][4]
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Maghrawa besatte en del af det nuværende Algeriet på samme tid som de tidlige muslimske erobringer .[3] Ifølge Ibn Khaldun var de blevet tvunget til at konvertere til kristendommen under romersk styre. De var en af de første berberstammer, der konverterede til islam ved dens ankomst i det 7. århundrede.[3] Maghrawa blev oprindeligt ledet af Banu Khazar-familien, som levede i første halvdel af det 8. århundrede, og som, efter Kharijite-oprørene (ca. 740), tog kontrol over en stor del af det centrale Maghreb.[7] Muhammad ibn Khazar, besejrede omkring 788 Banu Ifran og erobrede Tlemcen, før han underkastede sig Idrisiderne engang mellem 789 og 791 og blev deres allierede.[7] Khazars barnebarn, også kaldet Muhammad ibn Khazar, allierede sig med Umayyade-kalifatet i Al-Andalus (det nuværende Spanien og Portugal) og modstod fatimiderne i det meste af sit liv og indviklede Maghrawa i konflikten mellem disse to magter, som udspillede sig i det nuværende Marokko og Algeriet. I løbet af de følgende årtier havde begge sider både sejre og omskiftelser. Muhammad ibn Khazar selv skiftede troskab flere gange, når omstændighederne krævede det, selvom hans søn al-Khayr, som også havde territorier i det centrale Maghreb, forblev stort set loyal over for umayyaderne[7] Muhammad ibn Khazar døde i 961, angiveligt over hundrede år gammel.[9][7]
Efter Muhammad ibn Khazars død modstod Maghrawafortsat fatimiderne under ledelse af hans barnebarn, Muhammad ibn al-Khay, søn af al-Khayr. Han havde tidligere opdyrket gode forbindelser med Abd ar-Rahman 3. (død 961), den umayyadiske kalif i Córdoba, som havde udnævnt ham til guvernør i Fez i 955–6. Han fortsatte med at tjene Abd ar-Rahman 3.' efterfølger, al-Hakam 2. (d. 976). I 971 var der en større konfrontation mellem Maghrawa og Ziriderne, en Sanhaja-klan ledet af Ziri ibn Manad, der var vasal af fatimiderne. I februar 971, blev Maghrawa nærmest besejret, formentlig nær Tlemcen. Muhammad ibn al-Khayr begik selvmord for at undgå tilfangetagelse; Hans søn, al-Khayr, påtog sig lederrollen, og allierede sig med en Fatimid-guvernør, Ja'far ibn 'Ali ibn Ḥamdun, som hoppede af til Umayyad-siden. Med deres samlede kræfter vandt de en stor sejr.[7] Presset af en anden Fatimid-hær forlod flertallet af Maghrawa imidlertid det centrale Maghreb og migrerede ind i Maghreb al-Aqsa (det nuværende Marokko), hvor de bredte sig i hele regionen.[7]
Maghrawa samfundet
[redigér | rediger kildetekst]Zenataerne erobrede nogle af de bedste områder i Masmuda, og Maghrawa blev den dominerende militærkaste over dem, de besejrede.[10]
Ifølge Ibn Abi Zar, en skribent fra Fez, forbedrede Maghrawa Fez mure, porte og moskeer, og under deres styre var der fred i byen. Befolkningen havde travlt med byggeaktiviteter, og byen voksede. Sikkerhed og velstand fortsatte indtil kort før Almoravidernes ankomst. Samlet set forårsagede massemigrationen af Banu Ifran og Maghrawa på grund af Sanhaja-udvidelsen en politisk og etnisk revolution i Marokko.[10]
Maghrawid-ledere
[redigér | rediger kildetekst]Maghrawa blev ledet af Banu Khazar-familien, opkaldt efter Khazar ibn Ḥafṣ ibn Ṣulat ibn Wazmār ibn Maghraw, som levede i første halvdel af det 8. århundrede. Hans søn, Muhammad ibn Khazar, efterfulgte ham.[7] Muhammeds søn, der hed Khazar ligesom sin bedstefar, havde en søn, der også hed Muhammed og var også kendt som Muhammad ibn Khazar. Han døde i 961, angiveligt over hundrede år gammel.[9][7] Han havde tre sønner, Falful, al-Khayr og Hamza, som var stamfædre til mange fremtidige Maghrawa-ledere.[9][7]
Maghrawa-dynastiet bestod af, Ziri Ibn Atiyya, der regerede Fez og den omkringliggende region, af to familiegrene, der nedstammede fra Atiyas sønner.[11][12] Atiya var en efterkommer af Muhammad Ibn Khazar via hans søn Falful. Den ene gren stammede fra Ziri ibn Atiya og den anden fra hans bror, Al-Mu'izz ibn Atiya.[11] Lederne er listet her i kronologisk rækkefølge:
- Ziri ibn Atiyya, 988-1001.[11]
- al-Mu'izz ibn Ziri, 1001-1026.[11] [13] [12] (En anden kilde hævder også, at han døde i 1030 i stedet. )
- Hammama ibn al-Mu'izz (søn af al-Mu'izz ibn Atiya og fætter til al-Mu'izz ibn Ziri), 1026-1039.[13][11] (han kan også være død så sent som i 1042 i stedet.[7])
- Abu al-Attaf Dunas ibn Hamama, 1039-1059.[13][11]
- Hammad ibn al-Mu'izz (søn af al-Mu'izz ibn Ziri), udfordrede Abu al-Attaf Dunas og døde i 1043.[11]
- Futuh ibn Dunas, 1059-1062.[11]
- Mu'annasir ibn Hammad (nedstammer fra Ziris slægt), 1062-1067.[11]
- Tamim, r. 1067-1069.[11][13]
Tamim var den sidste Maghrawa-hersker, der havde magten, før Almoraviderne overtog Fez. Der er usikkerhed om kronologien af Almoravids erobringer i denne region, og derfor giver forskellige forfattere forskellige datoer for Almoravids erobring af Fez.[15][16]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Khelifa, A. (2010). "Maghraoua - Maghrâwa (Tribu)". Encyclopédie berbère. Hentet 12. september 2024.
- ^ Park, Thomas; Boum, Aomar (2006). Historical Dictionary of Morocco (engelsk). Scarecrow Press. s. 225. ISBN 9780810865112.
- ^ a b c Ilahiane, Hsain (2017). Historical Dictionary of the Berbers (Imazighen) (engelsk). Rowman & Littlefield Publishers. s. 137. ISBN 9781442281820.
- ^ a b c d e Lewicki, T. (1986). "Mag̲h̲rāwa". In Bosworth, C. E.; van Donzel, E.; Lewis, B. & Pellat, Ch. (eds.). The Encyclopaedia of Islam, Second Edition. Volume V: Khe–Mahi. Leiden: E. J. Brill. pp. 1173–1183. doi:10.1163/1573-3912_islam_COM_0613. ISBN 978-90-04-07819-2.
- ^ Émile-Félix, Gautier (1910). La conquête du Sahara: essai de psychologie politique. A. Colin. s. 141.
- ^ Bellil, Rachid. (1999). Les oasis du Gourara (Sahara algérien). Institut national des langues et civilisations orientales. Centre de recherche berbère. Paris: Éditions Peeters (Études berbères). ISBN 2-87723-420-7. OCLC 45966529.
- ^ a b c d e f g h i j k l m Lewicki, T. Mag̲h̲rāwa. Vol. 5. s. 1173-1183. doi:10.1163/1573-3912_islam_COM_0613.
- ^ a b c Desanges, J. (29. december 2010). "Macurebi / Makkhourebi". Encyclopédie berbère (fransk) (30): 4468-4469. doi:10.4000/encyclopedieberbere.395. ISSN 1015-7344.
- ^ a b c Golvin, Lucien (1957). Le Magrib central à l'époque des Zirides: recherches d'archéologie et d'histoire (fransk). Arts et métiers graphiques. s. 38-42, 218 (see foldout).
- ^ a b Levtzion, Nehemia (1979). Willis, John Ralph (red.). Studies in West African Islamic History (engelsk). Vol. 1. Psychology Press. s. 94-95. ISBN 978-0-7146-1737-4.
- ^ a b c d e f g h i j k Golvin, Lucien (1957). Le Magrib central à l'époque des Zirides: recherches d'archéologie et d'histoire (fransk). Arts et métiers graphiques. s. 218 (see foldout).
- ^ a b Ilahiane, Hsain (2006). Historical Dictionary of the Berbers (Imazighen) (engelsk). Rowman & Littlefield. s. 240. ISBN 978-1-4422-8182-0.
- ^ a b c d Khaldūn, Ibn (1852). Histoire des Berbères et des dynasties musulmanes de l'Afrique Septentrionale (fransk). Imprimerie du gouvernement. s. XXVI.
- ^ Le Tourneau, Roger (1949). Fès avant le protectorat: étude économique et sociale d'une ville de l'occident musulman. Casablanca: Société Marocaine de Librairie et d'Édition. s. 50.
- ^ Abun-Nasr, Jamil (1987). A history of the Maghrib in the Islamic period. Cambridge: Cambridge University Press. s. 77-79. ISBN 0521337674.
- ^ Bennison, Amira K. (2016). The Almoravid and Almohad Empires (engelsk). Edinburgh University Press. s. 39. ISBN 9780748646821.