Opel, tysk bilfabrik, grundlagt som symaskinefabrik af Adam Opel (1837-95) i 1862 i Rüsselsheim; fra 1886 blev der også produceret cykler, og i 1899 blev Friedrich Lutzmanns bilfabrik i Dessau opkøbt og flyttet til Rüsselsheim. Lutzmanns konstruktion var temmelig primitiv, så fra 1901 importerede Opel franske Darracq-biler og byggede fra 1902 biler af egen konstruktion.
I årene indtil 1. Verdenskrig gjorde Opel sig stærkt gældende inden for motorsport, mens fabrikken efter krigen satsede på små, billige, masseproducerede biler. Den første var Opel Laubfrosch ('løvfrø'), der i realiteten var en kopi af Citroën 5CV. I 1929 solgte familien Opel virksomheden til General Motors, og konstruktionerne blev derefter stærkt præget af amerikansk praksis.
I 1953 lancerede Opel mellemklassemodellen Rekord, som med sin solide kvalitet og sit amerikanske udseende tiltrak mange købere, og har siden fremstillet et bredt udvalg af traditionelle personbiler.
Opel havde i 2005 fabrikker i seks europæiske lande med en samlet produktion på 1,6 mio. biler, hvoraf de mest sælgende var modellerne Astra og Corsa. I Storbritannien markedsføres Opels biler under navnet Vauxhall.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.